DEBATINDLÆG
Er jeg så dansk?
Danmarks styrke er vores forskellighed. Den national egoistiske fanatisme er så udansk, som noget kan være.
Tegning: Rasmus Sand Høyer
Jeg indrømmer, at jeg synes jeg har svigtet jer, fremtidens generationer, mine børn og børnebørn – jeg burde have råbt vagt i gevær for længe siden – så undskyld.
Måske er der snart nogen af os, der bliver bortdømt som rigtige danskere, fordi der er en stræben efter renhed i nationaliteten.
Undskyld, jeg vågner lidt sent fra tilværelsens ulidelige lethed og min vante tryghed i Danmark. Man kalder min generation for 68'ere.
Privatfoto.
Min opvågnen, som måske dansk, skete af flere omgange som, da jeg hørte og så en politiker, der hedder Henriksen fra Dansk Folkeparti, der sad og sagde til en ung dansk studerende, at han ikke kunne svare på, om han var dansker. Samme parti som i Folketinget får vedtaget udtalelse om danskhed. Det kan være, at Henriksen slet ikke selv er dansk, hvis han ser tilbage i sin slægt.
Tegn på opbrud i debat om danskhed? »Tager du denne kulturpakke til dig, er du tæt på at være dansk«
Det var ikke så meget, det han sagde. Vi er jo vant til en aggressiv adfærd fra ham og hans lige. Men det var en historie fra min familie, der dukkede op fra min hukommelse. Som alle historier har den fået farve af tiden.
Vi er tilbage først i 1940'erne, Danmark er besat af de tyske nazister. Min farbror var herreekviperingshandler. Han havde lidt sortkrøllet hår og en let krum næse. Han havde sin forretning i Griffenfeldsgade på Nørrebro.
Tyskerne arbejdede sammen med de Danske National Socialister (læs: nazister), der som søsterparti til de tyske nazister, var ivrige for at vise deres loyalitet over for det tyske herrefolk.
En dag dukkede den her lille let kvabset, lyshåret mand op. Han var omkring 40 år gammel. Måske lidt yngre. Han var overbevist om, at min farbror, med det udseende og den forretning, måtte være jøde, altså ikke en rigtig dansker. Han havde tyskerne med sig ind i butikken, hvor de bad min farbror om at bevise, at han ikke var jøde. Han fik en kort periode til at bevise sin danske renhed, at han ikke var besmittet af noget så forfærdeligt som det jødiske blod.
På den tid var det ikke lige så enkelt at fremskaffe beviser på, hvor ens slægt stammede fra. Alle i vores familie fik travlt med at se på kirkebøger, at ringe rundt i landet for at finde de rigtige oplysninger om vores slægt. Alle var naturligvis bekymret for, hvad der kunne ske. Man havde jo hørt sit om deportationer og hvad der var værre på det tidspunkt.
Det lykkedes min farbror at fremskaffe nok til, at han kunne fortælle tyskerne, at vi ikke var af jødisk æt, at der højst kunne være en risiko for, at vi kunne være en 32.del risiko for det, fordi min farmor stammede fra polske indvandrere, der var kommet til Lolland for at arbejde med roer, men at man kun havde mulige historier om ophavet, og da tyskerne jo havde besat Polen, var det svært at skaffe materiale herfra. På den fædrene side vidste man kun, at familien stammede fra en greve på Fyn, der havde haft en affære med en stuepige, det var herfra vi stammede.
Tyskerne stillede sig tilfredse, men den lille lyshårede og kvabsede danske nationalsocialist forsøgte at forfølge det yderligere, indtil tyskerne satte en stopper for ham.
I mellemtiden måtte min farbror vaske sine butiksvinduer rene for de påmalede jødestjerner og finde sig i råb og trusler på gaden.
Resten af familien fik travlt med at skaffe dokumentation på, hvem vi var. Heldigvis blev der ikke brug for så meget mere. Forfølgelsen stoppede. Min del af familien blev ikke angrebet, og det var heldigt, for vi havde vores besvær med at skaffe beviser fra vores mødrene side.
Min oldemor kom til Svendborg fra et eller andet sted i Europa, som flygtning. Der var krig, og derfor måtte man flygte. Hvorfra hun kom, ved vi ikke rigtig Mine søskende mente, at det nok var Italien. Det lød bedst. Jg kom til at sige, at det ligeså godt kunne være, hun var rumænsk roma. Det lød ikke så godt. Pointen er, at vi ikke ved det, og at det er lige meget, for hun kom her og giftede sig med en Møller i Svendborg, og her fra min mødrene verden går, men er jeg så dansk?
Det ser ud til, at min familie er indvandrere fra forskellige steder i Europa. Vi ved ikke helt sikkert hvorfra, fordi der var krig og flygtningestrømme også dengang. Nogle af dem overlevede her i Danmark og blev danske, som tiden gik. Det tror vi, og jeg kan sige:
I Danmark er jeg født
Der har jeg hjemme, herfra min verden går
En af mine venner siger:
Danmark kom jeg til
Der har jeg hjemme, her ra min verden går
Her fandt jeg fred og mulighed for livet.
Tænk, nu hvor nutidens nationalegoister har taget det første skridt mod den rigtige danskhed, tænk på det samme, som dengang – er jeg så dansk? Er Henriksen dansk eller kommer noget af hans slægt fra Sibirien eller Rusland? Er sønderjyderne danske, når de har været en del af Tyskland indtil 1920? Er bornholmerne danske, når de er så tæt på Sverige? Er vestjyderne danske, når der er strandet så mange portugisiske fartøjer der og gjort en del af vores befolkning forbløffende mørkhårede? Er dem der kommer fra De Vestindiske øer danske? Synes vi, at færingerne eller grønlænderne er danske nok, når vi nu har tvunget dem til os for længe siden? Er der nogen, der er dansk – sådan rigtigt? Og hvad er rigtigt, andet end det vi siger?
De, der siger, at deres slægt er 100 pct. dansk af oprindelse på begge sider af ophavet gennem mange hundrede år, må enten omgås sandheden temmelig alternativt eller også være ramt af slægtens nødvendige fortrængninger og forglemmelser.
Se på vores geografi, og se det logiske i, at vi er et folk, der gennem århundreder er blandet af mennesker af alle mulige og umulige nationaliteter, der er rejst hertil, fordi de skulle handle eller noget andet her i Norden. Det er jo rædselsfuldt at høre på, at vi må forhindre dem af ”ikke vestlig herkomst” at komme her. De har rejst hertil længe før en national egoist kunne trække vejret første gang. De er strandet på vores kyster, de har været besættelsesmagt på Koldinghus, de er flygtet fra Frankrig i Napoleonstiden.
Er man forkert dansker, hvis man er førstegenerationsdansker? Eller kommer af blandet blod med en udlænding, som en af ens forældre blev forelsket i? Har man det forkerte tilhørsforhold hvis man er rejst ud i verden og har tjent vores land og kommer tilbage min sin elskede?
Den danske sang er en ung blond kvinde – jamen, hvad hvis hun er en smuk sort eller sorthåret kvinde, er hun så ikke en dansk sang værd? Den danske sang er en sort smuk kvinde …
Er sagen ikke, at vi alle stammer fra indvandrere fra hele verden, fra England, Frankrig, Spanien, Tyrkiet, Pakistan, Syrien, Somalia og mange andre lande, både af vestlig og ikke vestlig herkomst? Er sandheden ikke, at vi bor her og deler et sprog, deler et demokrati og nogle spilleregler for at leve her? At vi vælger at kalde det for vores land, fordi det er her, vi bor og føler, vi hører til. At vi har ytrings- og religionsfrihed, at vi følger de samme love her?
Vi værdsætter ikke fanatisme af nogen art, hverken religiøst eller politisk, men vi tillader alle at ytre sig, som de vil, bare man ikke truer og opfordrer til vold og død og destruktion af vores samfund.
Danmarks styrke er vores forskellighed. Den national egoistiske fanatisme er så udansk, som noget kan være.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar